Multipel sclerose rammer især yngre mennesker og kvinder rammes oftere end mænd (3 kvinder mod 2 mænd). Cirka 7000 danskere har sclerose, mens der er mere end 2 millioner mennesker, der er ramt i hele verden.
Symptomer på sygdommen starter som regel i 20-40 års alderen men rammer også personer, der er både yngre og ældre. Ved brug af specialiseret diagnostisk udstyr, som magnetisk ressonansscanning (MR-scanning), er der stillet sikre MS diagnoser hos børn og unge under 15 år.
Risikoen for at få MS er relativ høj i Nordeuropa, og dermed også i Danmark. Det skyldes, at sygdommen især findes i de tempererede zoner på den nordlige og sydlige halvkugle - til forskel fra de tropiske zoner, hvor der er langt færre tilfælde af MS.
Multipel sclerose (MS) er en sygdom, som angriber centralnervesystemet, dvs. hjernen og rygmarven. Der opstår betændelse omkring nervetrådene og med tiden efterfølgende ar, så meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt eller slet ikke når frem. Multipel sclerose betyder ”mange eller flere hårdheder” og henviser til de plaks man kan finde i hjernen hos scleroseramte.
Sygdommen angriber de fedtskeder (myelin), der ligger omkring hjernens og rygmarvens nerver. Populært sagt kan det sammenlignes med det isolationsmateriale, som ligger rundt om elektriske ledninger. Fedtskederne har også en isolerende effekt, og en betydning for hvor hurtigt nerveimpulserne løber gennem nerverne. Jo tykkere fedtskeder jo hurtigere impulser.
Ved MS ødelægges dele af fedtskederne og dermed forringes ledningen af de elektriske impulser, så impulserne til de områder som nervebanerne forsyner, bliver dårlige eller forsvinder. De områder i hjernen eller rygmarven med beskadigede fedtskeder kaldes læsioner eller plak.
Sygdommen viser sig i form af attaker, som er sygdomsangreb, hvor den scleroseramte oplever symptomer som f.eks. føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser, eller såkaldte kognitive symptomer som hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær. Træthed ledsager stort set alle attakker.
Sygdommens forløb og symptomer er forskellige fra person til person, afhængig af hvilke dele af centralnervesystemet, der er berørt. Nogle oplever kun enkelte attakker, og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv, mens andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække. På det tidspunkt, hvor diagnosen stilles er det umuligt at forudsige sygdomsforløbet. Af den grund er usikkerheden om fremtiden et af de største problemer for mange scleroseramte. |